Nyheder

Hulrum

I forbindelse med udstillingen "Hulrum" af gruppen Som Vinden Blæser i september 2018 på Bovbjerg Fyr, skrev lektor Lars Olsson følgende anmeldelse:

Netop temaet "Hulrum" favner både tankernes og tingenes verden, så der er lagt op til, at både publikum og kunstnere kan gå på udforskning med lige dele nysgerrighed og lyst til at lege videre.

Kirsten Bak Andersen inviterer f.eks. bogstaveligt talt indenfor i sine humoristiske og tankevækkende tekstilinstallationer, som man både kan betragte som beskyttende huler og som noget hemmelighedsfuldt. Bl.a. kan man, måske især børn, indtage et feminint camoufleret telt og digte videre med farvekridt og papir, ligesom det er muligt gemme sig i hæklede skulpturer - man kan virkelig sige, at gæsterne involveres.

Gitte Klokker har bedt sine venner skrive korte hulrumstekster, hvor alle ord skulle begynde med "h". Deres håndskrift er så blevet overført til stærke og ekspressive farvetræsnit, der trækker tråde til både "Træskomalerens" middelalderlige kalkmalerier og det vilde maleri i nyere tid. Kombinationen af den stramt styrede systemdigtning, som der nærmest er tale om, og den kraftfulde gestik i dette grafiske medie er meget smuk og frugtbar - de stråler af energi.

Også Lene Abildgaard Knudsen befinder sig i krydsfeltet mellem det styrede og det løsslupne. Som professionel tekstilkunstner og væver er hun vant til at redskabet sætter grænser og udstikker de overordnede linjer, men i denne sammenhæng nyder hun at kunne udfolde sig mere frit. Her arbejder hun i blandformer med fundne ting, ofte de hule rester af skaldyr, som arrangeres i smukke, geometriske former og undertiden får et twist med sytråde og garntråde - hendes baggrund fornægter sig ikke! Blandt værkerne er også en uhyre interessant lille plastikgris, som er spærret inde i en fint hullet, hæklet krave. Titlen er "Closed Land", og et budskab anes, men tvetydigheden og poesien er heldigvis intakt. Det lille værk har været med på den prestigiøse tekstilbiennale i Vilnius.

Mariane Majgaard har som sine medudstillere blik for hverdagens oversete fænomenverden. I en del af de værker, hun bidrager med, løfter hun f.eks. den banale og forgængelige emballage ud af ligegyldigheden ved at forevige den i det samme stof, som vores kongelige, musselmalede kaffestel er gjort af: det fineste porcelæn. Der er oprindeligt tale om de her tynde, formstøbte skaller i hvid plastik, som har omsluttet og beskyttet tandbørster osv., og som normalt beskriver en kort og upåagtet karriere mellem indkøbsposen og skraldepanden. De meget smukke porcelænsting, som er udført med forbløffende teknisk fermhed, er monteret på sorte baggrunde, hvorpå der er malet konturer af frugtbælge - naturens egen hulrumsemballage. Det sætter virkelig noget i gang i beskuerens hovede.

"Noget eksisterer ikke mere eller noget har aldrig eksisteret. Hulrummet som en skal. Et aftryk, en form over noget som var.", skriver Johanne Randen bl.a. i en ledsagende tekst til udstillingen og trækker hermed linjerne op til noget, der fornemmes at være gennemgående: at holdninger, følelser, tanker ligger mellem linjerne og aldrig udtrykkes direkte i symbolske referencer. Selv demonstrerer hun det overbevisende i sine malerier, hvor hun lader konturstreger, oftest af hverdagsting, kravle hen over de næsten fotorealistiske billedelementer. Kontrasten mellem det lette og det tunge, det todimensionelle og det tredimensionelle, mellem det tænkte eller drømte og det påtrængende nære gør stort og smukt indtryk.

Heller ikke Ane Wöhlk lukker låget op på vid gab for at åbenbare hemmelighederne i sine poetiske og realistiske gengivelser af hulrum i det offentlige rum. Postkasser, kloakdæksler og skabslåger spottet i Lucca, Italien, gengives i smukke og nøjagtige detaljer med dagligdagens slidspor og mærker som en slags gådefuld skrift. Hvad der gemmer sig nedenunder, forbliver heldigvis et spørgsmål, tilbage er blot beskuerens fascination af det skjulte. Hendes værker mimer kun virkeligheden til en vis grænse, for farvemæssigt har motiverne fået et vrid over mod valørmaleriet, så motiverne får antydningen af en fælles tone - det giver tingene et svagt drømmeagtigt skær, måske ligefrem en genfortryllelse?

Det sorte hul i stalden

Besøgende på fyret kan med fordel begynde i "Stalden", hvor gruppen har lavet en kollektiv installation. En lidt skræmmende sort cirkel på gulvet danner centrum, og på væggen er der en frise, hvor kunstnerne i tilfældig orden visualiserer deres følelser af at befinde sig i netop dét (hul)rum. Frisen demonstrerer, at det også er seks meget professionelle og teknisk dygtige udøvere, der er på spil. Man fornemmer derfor en fare for, at det hele kan blive lidt for lækkert og æstetisk og pillent, men den manes konstant bort af den dominerende nysgerrighed, fandenivoldskhed, eftertænksomhed og humor.

Tag en tur til Bovbjerg her i sensommeren, og tag endelig børnene med!



Bristepunkt

Bristepunkt er et splitsekund - et hul i tiden. Bristepunkt skaber forandring. Der er før og efter. "Før" er på vejen og "efter" er alting anderledes. Selvom bristepunkt er skuffende kort, var manglen på bristepunkt værre. - Bristepunkt er, når noget er nok, når noget er mere end nok, når noget ikke er nok, og når noget skal være nok.

"Bristepunkt" er en udstilling skabt sammen med kunstnergruppen Som Vinden Blæser.

Til ferniseringen i Kammergalleriet i Lemvig i oktober 2010 holdt forfatter Inge Pedersen åbningstalen.

Mine værker til udstillingen kan ses i Galleri under "Bristepunkt"